| Forsiden | Egelund Idrætscenter | Hovedforeningen |

Velkommen til Beder-Malling Idrætsforening


Online Booking i BMI & Spinning


Vi søger trænere til MiniSport i BMI

Du er forælder, udøver eller træner og har lyst til at hjælpe til som træner i en sæson MiniSport i BMI (min. fire uger i træk på en sæson)

Du har erfaring som træner, spiller eller udøver inden for f.eks. fitness, gymnastik, håndbold, badminton, fodbold, svømning, tennis, spejder, børneleg-og spil o.l.

Du har lyst til at udvikle og skabe kropsbevidsthed hos børn fra 5-8 år og være med til at give dem noget socialt, gode vaner og en interesse for sport i BMI.

Kontakt aktivitetsudvikler Ann Sofie Bækgaard på aktivitet@bmi-egelund.dk eller på 26 74 91 82 hvis du er interesseret! Se også mere på www.bmi-egelund.dk


Skal der være Krolf i Egelund ?

Denne aktivitet har vild fremgang i det østjyske lige i øjeblikket, så hvorfor ikke bare komme i gang ?
Hvis der er tilslutning til det, så vil vi oprette denne nye aktivitet i foreningen.Se plakat.

Krolf er et oplagt spil for hele familien. Alle kan være med uanset alder, størrelse og niveau. Spillet er en blanding mellem golf og kroket.

Hvis du gerne vil se, hvad det er og prøve det,

så mød op i Egelund torsdag d. 31. maj kl. 18.30 - 20.00.

Vi giver en kop kaffe og en ostemad i Cafeen bagefter.


Alle kan være med til Zumba/Piloxing i BMI

Af Joan Hingeberg

En lille melding fra en senior nybegynder

17 kvinder i alle aldre mødte op og fik en sjov og tempofyldt time, den første torsdag til træning med Ann Sofie og alle muskler blev rørt.

Alle var vist lidt spændte på, hvad Piloxing var, men under Ann Sofie’s kyndige og humørfyldte instruktion – og ikke mindst en smittende energi, gik vi alle hjem med sved på panden, lidt ømme muskler måske, men også med et glad på gensyn næste torsdag.

Du kan måske stadig nå at være med på et af de fantastiske formidagshold - check det ud her. (HUSK at vælge afdelingen BMI i den sorte menu, øverst)

Ved spørgsmål, kontakt: aktivitet@bmi-egelund.dk

Jeg går også på Fit Toning holdet, mandag formiddag - og det er også rigtig godt - Det skal du simpelthen prøve !


Babyrytmik

Fra 10. april 2012 har I mulighed for at gå til Babyrytmik i Beder-Malling Idrætsforening (BMI).

Vi har indgået et samarbejde og udbyder 2 babyhold om tirsdagen fra kl. 12.30-13.15 og kl. 13.30-14.15

Alderen er 3-12 mdr. I får 10 ugers undervisning for 650 kr. Holdene starter den 10. april 2012.

Tilmelding og betaling sker via Beder-Malling Idrætsforening på www.bmi-egelund.dk under online halbooking.

Se mere ved at trykke her.


Redigering af BMI's hjemmesider !

Der har nu været afholdt 2 workshops redigering af BMI's hjemmesider med succes. omkring 15 personer deltog i de workshops.

Dette skulle gerne give lidt flere opdateringer, end vi har set hidtil.

Hvis du stadig mangler hjælp til hjemmeside redigering eller du har observert fejl, du gerne så rettet, så udfyld denne formular med dit spørgsmål til BMI support.


Nye aktiviteter på vej i BMI

Vil du gerne strammes op og komme i form? Skal træning være sjovt og festligt? Vil du have din gamle form og figur tilbage efter fødslen? Savner du din flade mave, og vil du styrke din bækkenbund?

Kan du svare ja til et af disse spørgsmål, så skal du endelig læse videre.

Ann Sofie, vores nye aktivitetsudvikler har ild i en vis legemsdel og har efter blot 3 uger på posten oprettet 2 nye hold-aktiviteter:

MorFit, "FitToning" og Zumba med PILOXING. Det foregår i Egelund om formiddagen. Du kan tilmelde dig her. (HUSK: du skal være registreret OG være logget på for at kunne se holdene og kunne tilmelde dig !)

MorFit er for gravide og nybagte mødre.

"Fit" er for alle, både mænd og kvinder i alle aldre.

Og der er meget mere spændende på vej - følg med på denne side.

Har du forslag til nye og anderledes aktiviteter, så skriv til:

aktivitet@bmi-egelund.dk

 


En ildsjæl der brænder… endnu

Af Ann Sofie Bækgaard 15. februar 2012

Anne Traberg-Tolboe brænder for sit frivillige arbejde i Beder-Malling Idrætsforening (BMI). Hun en drivkraft i BMI Svømning, hvor blod, sved og tårer oftest er det hele værd.

22-årige Anne Traberg-Tolboe er ingeniørstuderende på 6. Semester og bor i Aarhus. Hun kommer fra Beder-Malling området syd for Aarhus, hvor hun bl.a. har brugt de sidste 10 år som frivillig i foreningen BMI Svømning. Anne er svømmeleder og sidder i bestyrelsen i BMI svømning som ansvarlig for aktivitetsudvalget og kender godt til det med, at ildsjæle kan brænde ud. ”Det er ofte usynligt hvor meget, man laver. Og nogle gange kan man sige til sig selv: er det virkelig det her værd? For på et tidspunkt er der ikke mere energi, og så brænder man ud”, fortæller Anne.

Foreningslivet har en stor betydning for Anne, og derfor fortsætter hun også sin frivillige indsats, selvom hun ikke længere bor i området. ”Det er med til at definere mig som person, og mit frivillige arbejde gør mig glad. Vi har en ånd i BMI Svømning, og den er ”Vi kan sammen”. Derfor elsker vi det”, siger Anne.

Læs hele historien her.


Aktivitetskoordinator skal sætte fut i Beder og Malling

Som et led i Beder-Malling IFs udvikling har foreningen pr 1.februar ansat en aktivitetskoordinator, der skal være med til at skabe nye fleksible idræts- og motionstilbud, som kan lokke flere medlemmer til.

Ann Sofie ansættes

Den nyansatte aktivitetskoordinator er 29-årige Ann Sofie Bækgaard, som er projektleder og konsulent inden for træningsbranchen, hvor hun bl.a. underviser i de nyeste træningsformer og holder foredrag og workshops. Hovedformand for BMI.

Hovedformand ser frem til samarbejdet

Jørgen Bjerg siger om ansættelsen:
- Vi skal holde på dem, vi har, og samtidig være dygtige til at invitere nye medlemmer inden for. Med baggrund i det ønske, og med en bevilling fra Aarhus Kommune, ?Aarhus i Forening?, til projektet ?Ressourceperson til udvikling? har vi været heldige at kunne ansætte Ann Sofie Bækgaard, som jeg er sikker på vil bringe en masse nytænkning ind i foreningen. Selv siger den nyansatte projektkoordinator:

- Den traditionelle foreningsorganisering er under pres, folk vil have personlig frihed til at vælge, hvad de vil gå til og hvornår. Derfor skal vi være med på beatet, skabe nogle fleksible ordninger og selvfølgelig også sørge for det er sjovt at træne og gerne med hele familien, siger Ann Sofie Bækgaard.

Ny aktivitetskoordinator ved hvad hun vil

Hun er overbevist om, at hvis man kan få foreningerne til at arbejde sammen på tværs, så kan man tilbyde borgerne det, de vil have. Nemlig både de traditionelt organiserede idrætsformer og nye fleksible idræts- og motionstilbud. Og det er præcis, hvad Jørgen Bjerg ønsker.

- Vi skal have nye ideer på bordet, og hvis idrætsforeningen skal fortsætte med at være hele områdets samlingspunkt, så skal vi også tilpasse os borgernes behov, siger Jørgen Bjerg.



BMI Basket til tops.

Bloodhounds er danske pokalmestre!

I suveræn stil blev U-14 Drenge Mesterrække danske pokalmestre.
Det skete efter en sejr, som kun i begyndelsen af kampen syntes at være i fare.

Med en +20-pointsføring ved begyndelsen på 4. periode, kunne blodhundene
velfortjent cruise den hjem til komfortable 61-33 og BMIs FØRSTE DANSKE POKALMESTERSKAB.

Tillykke til baske drengene. Læs mere.

 


Onlinebookingsystemet – en aften med masser af inspiration og erfaringsudveksling

Stor erfaringsudveksling og kontante løsninger ...

Mandag 24. oktober afholdte HO en inspirationsaften i brug af Onlinebookingsystemet med deltagelse af repræsentanter fra Badminton, Gymnastik, Basket, Fitness, Fodbold og Håndbold. Flere var allerede brugere af systemet og andre fik inspiration til at komme i gang.

Erfarings- og idéudvekslingen var stor og en del problematikker fra nuværende brugere blev gennemgået og løst af Anette fra Globus Data. Derudover gennemgik Anette de mange muligheder, systemet byder ind med for optimal styring af booking, medlemmer og økonomi.

Enighed om store resourcebesparelser og højere kvalitet

De fremmødte fik virkelig noget med hjem fra mødet. Alle var enige om, at brugen af systemet i sin helhed kunne spare rigtig mange administrative ressourcer i bestyrelserne og blandt instruktørerne m.fl. De aktive vil samtidig møde en endnu nemmere medlemshåndtering og så endda i en bedre kvalitet

Alt i alt en rigtig god, inspirerende og idérig aften. Der nedsættes nu en Erfa-gruppe af nuværende og kommende brugere af systemet for en fortsat udveksling af erfaringer, spørgsmål/svar, nye ideer og ikke mindst brug af systemets mange muligheder.

Kom nemt i gang i din afdeling

Lene er BMI’s systemansvarlige og alle ude i afdelingerne, der påtænker at implementere systemet, er meget velkommen i Erfa-gruppen. Kontakt BMI support v. Lene via formular, telefon eller mail.


Indvielse af udendørs fitnessredskaber i Egelund

BMI og Aarhus Kommune afholdt indvielse af udendørs fitnessredskaber ved beachvolleybanen, mandag den 29. august 2011 kl. 17.00.

Ved indvielsen talte rådmand Marc Perera Christensen og hovedformand Jørgen Bjerg.

Talerne blev holdt indendøre, da regne var lige volsom nok på det tidspunkt.

Senere kom instruktører fra BMI Fitness i gang med at give gode råd og idéer til træning i de nye redskaber. Der var ca. 30 deltagere ved arrangementet.

Kom og træn, GRATIS !

Det er gratis og frit for alle at benytte redskaberne, når blot de behandles pænt.


BMI inspirerer Danmarks bedste foreninger

DGI afholdt lørdag d. 8 oktober DM i foreningsudvikling.

190 idrætsledere fra 36 foreninger i hele landet var med, da DGI fløjtede op til Danmarks første DM i foreningsudvikling på Idrætsdaghøjskolen i Århus.
De 190 har sagt ja til at tage fat på en proces, som skal:
• tune deres forening til tidens udfordringer
• styrke deres forening
• skærpe foreningens profil
• sætte nye mål for deres forening

Konference med inspiration

DM i foreningsudvikling starter med konferencen lørdag den 8. oktober.

Der dystes indenfor fem temaer. Det er:
• Ledelse – rekruttere flere frivillige
• Medlemmer – flere medlemmer, nye målgrupper
• Idræts- og aktivitetsudvikling – moderne og fleksible idræts- og motionstilbud
• Idrætsmiljøer og faciliteter – forbedre de fysiske rammer
• Aktiv involvering i lokalsamfundet – samarbejde med andre foreninger, virksomheder og offentlige myndigheder

Hovedformanden i BMI holdt 2 oplæg om det treide emne på listen.

Inspiration for store flerstrengede

Inspirationen kom blandt andet fra årets forening 2010 i DGI Østjylland, Beder-Malling Idrætsforening (BMI).

Jørgen Bjerg, formand, siger: »BMI har udviklet sig mest igennem de konsulenter, der har været tilknyttet de sidste par år. Noget af det, der tændte mig, var et foredrag om det, folk går til i dag og om at aktiviteterne skal være mere fleksible.«

Jørgen Bjerg så, at foreningens aktiviteter skulle ændres, hvis den skulle passe til Beder-Malling borgernes behov og interesser, og så gik BMI's ledere i gang med at foreningsudvikle. - Læs mere her.



Nye vedtægter i BMI

De 2 generalforsamlinger har nu vedtaget BMI's nye vedtægter

Det er mere end 30 år siden vedtægterne sidst er blevet revideret, 23. april 1981. De er af flere omgange forsøgt revideret, men dog uden tilslutning fra medlemmerne.

Denne gang er der tale om helt nye vedtægter, skrevet helt fra bunden, og derefter tilpasset BMI's forholde med 12 afdelinger, sideløbende aktiviteter. Herværende vedtægter er udformet på en måde der gør det nemmere for alle at overholde dem og de giver mulighed for at drive en mere moderne forening med online teknologi og nye aktivitetsformer.

Et stort tillykke til BMI - en moderne og levende forening.

/Jørgen Bjerg


Vedtaegter-BMI-Maj-2011.pdf

BMI gør det igen - FredagsFræs vandt 50.000,- i præmie

Århus kommune afholder en konkurrencen om familieaktiviteter "Tag af sted sammen" og der er BMI blandt de nominerede til 1., 2. og 3. præmier på henholdsvis 75.000 kr.. 50.000 kr. og 25.000 kr.

"Og andenpræmien og de 50.000 kroner går til ... FredagsFræs i BMI”.

Nogenlunde sådan sagde Aarhus Kommunes rådmand Marc Perera Christensen en formiddag i februar umiddelbart før han overrakte en stor check på 50.000 kr til BMI’s hovedformand - Jørgen Bjerg - og skaberen af FredagsFræs, Jan Dyberg.
BMI’s meget populære FredagsFræs var på forhånd nomineret til en af de tre største priser i kommunens konkurrence om bedste bud på arrangementer, der får familier afsted sammen til aktiviteter.
Jørgen og jeg blev meget glade for prisen. Og vi betragter dem som et stort skulderklap til alle os frivillige trænere og instruktører, der sørger for at få FredagsFræs til at køre, men også til alle jer i lokalområdet, som deltager og som ofte har været rigtig gode til at komme med tilbagemeldinger til os. Og vi har stort set kun fået meget positivt tilbagemeldinger - så FredagsFræs er kommet for at blive. Læs mere her.


Go' stemning på visionsmødet i Egelund

De fremmødte fik en godt foredrag af Ole Brændgaard, DGI om hvad der rør sig i samfundet omkring folks aktivitetsvaner og ønsker. Der var flere der fik øjnene op for hvad der rent faktisk efterspørges af idrætsaktiviteter - det er mange flere end dem vi tilbyder i dag.

Mødet blev afholdt onsdag d. 2 februar i Egelund.

Stemningen til sidst den at de aller fleste gerne så mere udvikling i aktiviteterne. Disse aktiviteter skal iværksættes af blandt andet hovedafdelingen og kan finansieres af forhøjede kontingenter. Det BMI allerede har opnået er blandt andet:

Spinning, Fitness, Zumba, Fredagsfræs, Bueskydning, Aquaspinning, Booking-system og "Årets Forening i Østjylland 2010" - men det stopper ikke her ...

BMI gør det igen - FredagsFræs nomineret til flot pris

Århus kommune afholder en konkurrencen om familieaktiviteter "Tag af sted sammen" og der er BMI blandt de nominerede til 1., 2. og 3. præmier på henholdsvis 75.000 kr.. 50.000 kr. og 25.000 kr. Det er fredagsfræs teamet der har indsendt deres forslag.

Rådmanden for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen vil afsløre de 3 vindere onsdag den 9. februar klokken 11-12 på rådmandens kontor på rådhuset.

Sidste gang BMI var nomineret, var til Årets Forening i DGI, og som du måske ved, så vandt vi første pladsen.


Dopingkontrol foretaget i Fitnesscenteret

Der er foretaget dopingkontrol i Beder Malling IF den 19. januar, hvor to medlemmer er blevet testet. Analysen viste at prøven fra de to testede medlemmer begge var negative.

 


Bueskydning er i stadig fremgang

Der har vist sig at være mange her i området, som går og pusler med en bueinteresse – og nu dukker de op i Egelund efterhånden som det rygtes, at der er gang i bueskydning.
Der er hver træningsgang et stort fremmøde af børn og voksne, som skyder og udveksler erfaringer. Man er velkommen til at kigge forbi og prøve et par skud.

Registrering og kontingentbetaling:
Alle medlemmer bedes nu registrere sig og indbetale kontingent for vintersæsonen, der løber indtil påske 2011.
Registrer dig som BMI bruger, hvis du ikke allerede har et login til bmi.halbooking.dk.
Vælg afdelingen BMI og klik på "Medlemsskaber/Klippekort". Her kan du så vælge Unge eller Voksne abonnement.
Her i det nye år er der træning søndag formiddag - dog med enkelte undtagelser. Datoer og tidspunkter findes på bmi.halbooking.dk - klik på "Lokaleoversigt", vælg "Haller" i feltet øverst til højre. For at få et overblik over træningstiderne, kan du vælge "månedsoversigt" - så kan du se de markerede felter, hvor der står bueskydning i nogle af dem.


Zumba - En populær aktivitet - nu også i BMI

Direkte fra Zumba® akademiet, kommer Rikke Ross og vil sætte fut i de gode borgere i Beder og Malling. Det er Latinamerikansk inspireret aerobic med fede rytmer og hotte dansetrin.

Træningsformen har siden foråret udviklet sig  med raketfart og er nærmest  blevet en folkesport. Det skyldes ikke mindst den glade musik og den høje energi. Man får pulsen i vejret og styrket de store muskelgrupper.

Alle kan være med - læs mere på gymnastiksiden

 

 


Stor succes for kommende bueskytter

Lørdag d. 25. september afholdtes der et interessearrangement i Egelunds BMI-hal.

Omkring et halvt hundrede mennesker dukkede op til åben hus arrangementet som blev afholdt under ledelse og kyndig vejledning af Agnete og Rene. På dagen kunne man du prøve at skyde med bue på 12 og 18 meter og med forskellige skivestørrelser. Unge og voksne tiltog ivrigt i aktiviteterne og 20 personer har tilkendegivet deres interesse i et kommende medlemsskab.
Lige nu arbejdes der med at søge støtte til det nye udendørs anlæg, syd for hal anlægget. Der arbejdes også på at finde de nødvendige tider i BMI-hallen og med at få plads på online booking og på hjemmesiden.
Der satses på at holde en hel indendørs sæson og derefter opstart af det nye udendørs anlæg.

Også triologi i bueskydning

De mange fremmødte støttede op om ideen og efter en kort introduktion til triologi modellen var der flere af forældrene der tilkendegav deres interesse i at medvirke aktivt til at starte og holde bueskydning kørende i Egelund. Se mere på disse sider om hvilke opgaver der bliver udbudt og hvordan du selv kan give den hjælpende hånd der skal til for at holde den nye afdeling kørende.
Hvis du ikke var til stede, men gerne vil vide mere kan du henvende dig her:
Rene Toftdal, mob: 5176 7413 eller Agnete Deibjerg, mob: 4058 3108. (på billedet)


Triologi på vej i en af de ældste afdelinger i BMI

Spinning og Fitness har benyttet triologi, både i opstarten af aktiviteten og som driftsform. Spinning har gode erfaringer med triologi i daglig drift. Bueskydning kører også triologi i deres opstartsprojekt.

Ikke kun forbeholdt nye afdelinger

Det er nu ikke længere kun det nye afdelinger der vil benytte den nye ledelsesform. Svømmeafdelingen, der havde generalforsamling d. 25. august har besluttet at indføre triologi i hele deres organisation.
Bestyrelsen i svømmeafdelingen har i mange år mødtes ca. en gang om måneden med ca. 10 deltagere, hver gang. De har konstateret, at det kan være endog meget besværligt at få taget beslutninger.

Svømning banebrydere

Men nu skal det være slut. Med triologi ligger alle beslutninger hos 3 ledere, både i toppen og i de øvrige triologi-teams, der arbejder med medlemsaktiviteter.
Deres forventning er også at det bliver meget nemmere, at få nye frivillige forældre til at drive et arrangement eller projekt, da de altid er tidsbegrænsede. Der er flere og flere der udtaler: ”Jeg vil ikke med i bestyrelsen, men jeg vil gerne give en hånd med i ny og næ”.
Ledelsen i BMI, hilser initiativet velkommen og er spændt på, at følge udviklingen.
/jørgen bjerg


BMI blev årets forening 2010 i Østjylland

Beder-Malling Idrætsforening, BMI, blev på DGI Østjyllands årsmøde valgt som årets forening 2010 i Østjylland. Udover æren er der en kontant belønning på 10.000 kroner.

Beder-Malling Idrætsforening er en forening, der har ambitioner om at få mange flere til at dyrke idræt – og at gøre det i BMI. Og de har visionerne til at udvikle ikke bare foreningen, men hele lokalområdet. Og ikke mindst har de troen på at det kan lade sig gøre og viljen til at gennemføre visionerne. Det er på denne baggrund, at foreningen får prisen som Årets forening 2010 i Østjylland.

"Beder-Malling Idrætsforening er en stor, flerstrenget forstadsforening, der har sat sig et klart mål om, at 15% flere skal dyrke idræt i foreningen inden 2012, og som er parat til at foretage de forandringer i måden at organisere idrætten og foreningen på, som er nødvendige for at den moderne familie vil dyrke idræt i foreningen", siger Lars Mandrup, næstformand i DGI Østjylland.

Jørgen Bjerg, formand i Beder Malling IF var glad og stolt over at BMI fik prisen som Årets forening. "Vi har vist, at der er handling bag ved vores beslutninger, og at vi er interesserede i at få nye medlemmer – også de ikke-aktive", svarer han på spørgsmålet om, hvorfor han tror, at BMI blev valgt som Årets forening 2010.

 


Ny afdeling i BMI

Torsdag d. 4 marts 2010 var en historisk dag i BMI

Der afholdtes der stiftende generalforsamling i den 12 afdeling, Fitness. Mødet blev afholdt i henhold til BMI's love. Jørgen Bjerg, der havde indkaldt til stiftelsen af afdelingen, fortalte kort om historien bag de udviklingsprojekter der har kørt i BMI det sidste års tid. Arkitektur projektet, ledet af Kim Sundmark, har renoveret det gamle klublokale, så der kan rumme den nye afdeling. Fitness projektet har sørget for, at der kommer maskiner og aktiviteter i rummet.

Fitness projektet blev ledet af: Per Nygaard, Bibi Wegener og Jesper Kjærgaard.

Det var mødt knap 20 op til generalforsamlingen, som skulle vælge det allerførste hold til bestyrelsen.

Til bestyrelsen blev valgt (fra venstre):
Bibi Wegener - Formand
Anders Lippert - Bestyrelsesmedlem
Camilla Bertelsen - Kasserer
Jesper Kjærsgaard - Bestyrelsesmedlem
Per Nygaard - Næstformand

Der er tilknyttet ca. 20 instruktører til Fitness afdelingen, som alle er frivillige og arbejder ulønnet i centeret.

Herfra skal lyde et stort "Velkommen i klubben", til den nye afdeling og alle de nye frivillige i foreningen.
Læs mere om Fitness her.

/jørgen bjerg


BMI 2012Visionsplan for Egelund

 


Google, Søg på HELE bmi-egelund


Aktiviteter på facebook


De sidste nyheder - alle afdelinger


14-05-12 Håndbold

Ung håndbold i medierne

Håndbolds helt nye og helt unge bestyrelse er kommet i fokus i en artikel i ÅrhusOnsdag [mere...]

12-05-12 Hovedforeningen

Indkaldelse til Ekstraordinær Generalforsamling

Hovedafdelingen indkalder til ekstraoedinær generalforsamling d. 6 juni 2012 kl. 17.45. [mere...]

06-05-12 Badminton

Billeder og resultater - klubmesterskaber 2012

Se billeder og resultater fra klubmesterskaberne 2012 [mere...]

11-04-12 Spinning

Spinning nu med ny hjemmeside.

Spinning's nye side [mere...]

19-03-12 Motion

BMI satte sit præg på Textminded Aarhus Run

Skulle der være en enkelt BMIer med den fejlopfattelse, at løbesæsonen ikke er begyndt endnu, kan man måske lade sig inspirere af, at 17 BMI-løbere var flyvende så tidligt på sæsonen i Aarhus i søn... [mere...]

18-03-12 Volleyball

Generalforsamling i Volleyball

Volleyballafdelingen afholder ordinær generalforsamling torsdag den 19. april kl. 20 i Egelund (TV-stuen). Dagsorden ifølge foreningens vedtægter.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlin... [mere...]

15-03-12 Hovedforeningen

Leder søges til BMI Hovedafdeling

Vil du være med i en succes ?
Så meld dig under fanerne ! [mere...]

12-03-12 Skydning

Klubmesterskab 2012

Søndag d. 25. marts kl. 9.00 afholdes vores indendørs klubmesterskab, og alle vores medlemmer er velkommen til at deltage. [mere...]

12-03-12 Hovedforeningen

Tilmeldingsfrist

Tilmeldingsfristen til MorFit og Zumba med PILOXING, er forlænget. [mere...]

28-02-12 Motion

Foredrag med sportsterapeut Morten Justesen

Kom til spændende foredrag i Beder Sognegård torsdag den 22. marts kl. 19.00. [mere...]

23-02-12 Hovedforeningen

Workshop i hjemmeside redigering - BMI

Hovedafdelingen afholder 2 mini workshops, som skal få flere til at redigere og opdatere siderne på bmi-egelund.dk.
Mandag 27. februar og Mandag 12 [mere...]

22-02-12 Hovedforeningen

Ordinær Årsmøde i Hovedafdelingen.

Hovedafdelingen afholde ordinær årsmøde i Egelunds mødelokale 1, tirsdag d. 20. marts kl. 19. [mere...]

03-02-12 Hovedforeningen

Ny aktivitetskoordinator skal sætte fut under Beder-Malling IF

BMI ansætter projektleder til aktivitetskoordinering og udvikling. [mere...]

01-02-12 Hovedforeningen

Hjertestarteren er "hjemme"igen.

Trygfonden har har været meget behjælpelige og villige til at donere endnu en hjertestarter, efter den blev stjålet sidste år. [mere...]

22-01-12 Badminton

Pokaler til 4 unge BMI'er

Lørdag den 7. januar 2012 kørte 4 unge håbefulde og lidt spændte talenter fra BMI badminton til stævne i Hørning. Det gik over alt forventning. [mere...]


Klik her for ALLE nyheder